Der strømmer fortsat masser af mennesker til Stonehenge, når det er vintersolhverv. Det er bl.a. tilhængere af stedet som et druidetempel. Det sker, selv om arkæologerne inden for de sidste par år har fået fastslået, at Stonehenge ikke kan have haft funktion som druidetempel, da det er opført længe før oldtidens druidekulturer.

I den første udgave er monumentet opført for ca. 4500 år siden, og arkæologerne er sikre på, at det var et begravelsessted og en helligdom. Dette sker bl.a. på baggrund af kulsof 14-målinger, som fastslår at den egentlige gravplads stammer helt tilbage til 3000 år f. Kr., og at op mod 240 personer er blevet brændt og begravet der. Funktionen som gravplads ophører ca. 2500 f. Kr, omtrent samtidig med at de første sten rejses.

De store sten på op til 4 meter som danner yderkredsen kaldes sarsens, hvor der oprindeligt var 30 sten med overliggere. De mindre sten, som er inde i cirklen, som man kalder blåsten er kommet så langt væk fra som det sydvestlige Wales. De inderste store sarsen, er ordnet i par, hver med en overligger, og den største af dem er 7 meter høj og vejer 45 tons. At fragte stenene og få dem sat op og arrangeret må have været ufatteligt hårdt og have taget lang tid, ja flere generationer. Der hersker dog stadig noget usikkerhed om, i hvilken rækkefølge og hvornår de forskellige typer sten er blevet anbragt der.

Der er nu kommet en ny – dansk – bog om Stonehenge. Den er skrevet af Rud Kjems, som ikke er uddannet arkæolog, men som i mange år har beskæftiget sig med arkæologiske emner og skrevet om det. Bogen hedder ”Stonehenge” og er udgivet af forlaget Hikuin.